Græsk mad

For et par år siden tror jeg det var, sagde en kollega, der lige havde været en uge på cykeltur på en mindre græsk ø, at det var ikke fordi grækerne havde stort at tilbyde med hensyn til mad.
I første omgang var jeg ikke med på, hvad han mente for jeg synes, at vi har fået udmærket mad de fleste steder, hvor vi har været. Det var souvlaki, souvlaki og souvlaki der stod på gadesælgerne, sagde han. Først gav jeg udtryk for, at det ikke er vores almindelige oplevelse, så det måtte have været den ø (Tasos? - ked af at jeg ikke kan huske det; må spørge ham) han var på. Vi ser et meget forskelligt udbud på gadesælgerne: lamme- eller okse-kleftiko (sjældent kanin), stifado, moussaka, kalamari o.m.a. Min anden indvending var, at medmindre man skal spise billigt (gadesælgerens tilbud ofte lig med billig mad) så behøver man jo ikke bestille souvlaki hver gang - især når man er blevet træt af det også selvom det kan være rigtigt godt: der er som regel også godt med løg og grøntsager med.
Så var det han sagde, at de ikke havde bidraget med mange retter som er blevet kendte; - stående som noget specielt, som italienerne og franskmændene. Tzatziki og musaka/moussaka er de to eneste retter mener han. Det må jeg til dels give ham ret i - antallet af retter kan man jo diskutere - men hvor mange folkeslag kan egentlig "prale" med noget i stil med italiensk og fransk køkkenkunst?
Men netop mellemøsten der grænser op til middelhavet og middelhavslandene har en lang række retter der med små variationer er identiske. Helt tilbage fra fønikernes udbredte handel med alle andre i området, samt især det tvungne fællesskab under henholdsvis venetianernes og tyrkernes tilstedeværelse, har sørget for udveksling (også) på mad-området i Grækenland.
I historisk tid må det græske køkken, samt Tyrkiets europæiske del, være Europas ældste. Det er kendetegnet ved forholdsvis enkel mad, fremstillet af friske råvarer, det være sig grøntsager, fisk og kød, især lam/ged og fjerkræ samt olivenolie. Så må man heller ikke glemme mejeriprodukterne: feta og yoghurt.
I dag - når det er gode taverner - er det stadig de gode råvarer der præger ofte fremragende tilvirkede forretter og hovedretter, der måske ikke er helt så enkle mere. Stifado og kleftiko er ikke de samme retter alle steder; der krydres og blandes; præcis som i madlavning alle andre steder. Så bliver der også forsimplet rundt omkring. Selv om fastfoodkæder som f.eks. McDonalds ikke er vildt udbredt i det græske så kommer der da nogle efterhånden. Jeg har også på siderne hér skrevet om Ritas og min "frustration" på Kos over, at vi havde svært ved at finde andet end schnitzler med kedelig dybfrost-lignende ris med grønærter og gulerødder[det har heldigvis ændret sig i 2019].
Men stort set har vi sjældent fået mad på de græske øer, der ikke var rigtigt godt; det være sig forretter eller hovedretter. Især de senere år har vi netop set variationer på "samme" retter, og OFTEST kendetegnet ved de gode råvarer: friske grønsager: aubergine, tomat, peberfrugt, champignon, løg og krydderurter; kød, der ligegyldigt om det er lam,svin, kalv eller okse, er mørt uden mange sener og overdreven mængde fedt. Som det inddirekte fremgår så er Rita og jeg ikke de vilde fiske-spisere, ihvertfald ikke med fisk vi ikke rigtig kender (pivskider er vi) og de så populære kalamari - blæksprutter - synes vi ikke er den store oplevelse. Så der er en del på menukortene, som vi ikke vælger blandt og alligevel føler vi, at der valgmuligheder nok.
I år i Pefkos på Rhodos fik vi rigtig gode lammekødsretter og saftige kyllingeretter; oksekød med friske, ristede champignons med lækker sauce; pasta carusso; en meget lækker kalvesteak-menu samt den sidste aften noget langtidsstegt fyldt oksekød inspireret af gedehyrdenes specielle påskemenu - ja selvfølgelig kan jeg ikke huske hvad de kaldte det, men hold da op hvor var det godt. Normalt går man ikke forkert af en græsk salat, men når stedet putter en marineret ansjos eller lignende i, så bliver man noget overrasket. På Samos for 2 år siden husker vi især stadig en halv, fyldt aubergine - faktisk lidt musaka-agtig - men med store stykker meget mørt og velsmagende oksekød, samt en fantastisk tun-salat med persille; - og ellers god mad. På Lesbos i 2008 var det mere op og ned; måske synes vi det fordi Lesbos om nogen er kendt for sardiner og havde mange især forretter med sardiner. Men på det tidl. kvindekooperativ på 1.sal ved det lille torv i Petra havde de mange lækre ting på menuen.
Grækerne selv (og efterhånden også en del turister) spiser af og til "kun" forretter eller småretter - mezedes - : bordet "fyldes" op med mange forskellige retter der kan omfatte både fisk, kød og grøntsager så som før omtalte (salt)sardiner - med ouzo til - , vinblade med ris eller kødfyld (dolmades), det berømte tzaztiki, små keftedes (frikadeller), salat med saltet fiskerogn (som kan være med feta eller spinat; krydret med mynte eller citronmelisse), tunsalat, agurk, oliven mm.
På vinområdet er grækerne, som så mange steder rundt om i verden, begyndt at lave gode vine, både røde og hvide, og man ser da også oftere græsk vin i forretningerne herhjemme end for 10 år siden. I hvert fald er der ligesom med øl, ingen grund til at bestille ikke-græske drikkevarer til maden - for det meste.
Lige til sidst: Rita og jeg fik på Kreta en lokal udgave af chateaubriand, virkelig guf, skulle bestille til to og kostede ikke uden 25€ (ca. 190 kr). Så en flot ret af det fransknavngivne stykke oksemørbrad, kan man såmænd også få på en alm. græsk restaurant.
 
P.S. Jeg har så i dag (2013) siddet og læst min avis´ ferietillæg, hvor redaktøren netop også skriver om græsk mad. Han havde også i flere år hævdet, at man på to - tre dage i det græske ville være gennem den interessante del af menukortet. Men han havde på sin seneste ferie i Grækenland fået tips om flere restauranter på feriestedet, som gjorde, at han nu måtte revurdere sin opfattelse: at der kan være stor forskel på turistfælde spisestederne, og de steder, som de lokale selv finder ind på.  

(Stor)By turisme

Rita og jeg begyndte at rejse med Blondie og Gitte på byferier i 2011. I 2014 da vi var i Paris, tog vi bl.a. til Versailles. Her erfarede jeg første gang i praksis, hvor meget turismen i Europa er vokset. Køen for at komme ind på slottet var virkelig lang, snoede sig flere gange på den store slotsplads. Vi fik gjort køen "kortere" ved at gå i parken først og så stille os i kø ved middagstid(der var der kun halvt så lang en kø). Inde på slottet i den store riddersal gik vi nærmest som de berømte sild i tønden.
Da Rita og jeg kom hjem fra Toscana i juni 2019, hvor vi meget gerne ville opfriske vore interrailoplevelser fra 1978 i Firenze og Pisa, havde det ikke været et chock for os, at opleve hvor voldsomt mange mennesker der er de steder i juni måned ; - og så alligevel. Jeg er i hvert fald meget glad for at have oplevet de steder anderledes rolige. Vi kom dengang i 1978 ind i Firenzes domkirke og op i kuplen uden større ventetid. Sad og nød rødvin, kiks og ost i en besøgt - men ikke voldsomt besøgt - Boboli-park ved Pitti-paladset. Vi tog toget til Pisa og fandt hen til det skæve tårn og op i det også uden nævneværdig ventetid; bagefter lå vi på de store græsplæner rundt om kirke og tårn og nød synet af det hele. Alt det er - nok ikke umuligt, men besværligt i dag(noget med billetbestilling i forvejen - det skal planlægges godt): lang kø til Firenzes domkirke og til klokketårnet og klaustrofobisk med alle de mange mennesker på pladsen rundt om kirken og flere af gaderne; Boboli-parken kommer man ikke ind i dag uden entre - fik vi at vide. I Pisa må plænerne - og det er forståeligt nok med alle de mange mennesker - kun betrædes meget få steder; op i tårnet sker med tidsbestemte billetter, så det går endda. Storbyturismen er vokset voldsomt.
Jeg har hørt om nogle borgere i Barcelona og i Berlin som synes, at det er ved at være for meget med alle de turister i deres byer. At de ikke føler, at de selv kan være der. I år(2019) har der lige været "oprør" i Venedig. Der har så også lige været Horisont i tv om by-turisme. Her havde de også fat i film-turismen: at folk i store mængder besøger de byer, hvor film og tv-serier delvist er blevet optaget i.
Dubrovnic har lagt gader og trapper til noget af "Games of thrones"-serien, og tjener gode penge på alle dem, der selv vil se stederne; men altså også gør, at lokale fordrives fra byen til dels på grund af prisniveauet. I norske byer som Stavanger og én endnu mindre norsk by(glemt navnet) ligger store krydstogtskibe til så mange gange om året, at de pr. indbygger har flere turister end Barcelona. Desuden er skibene mere CO2 tunge end fly, og de turist-strømme som kommer fra skibene, er de der lægger færrest penge pr. turist på stederne; de har jo meget(mad og drikke) på skibet. Især japanske og kinesiske turister kommer der efterhånden mange af alle steder i Europa. Det er ikke fordi jeg synes, at det er så meget for meget, så jeg ønsker at turisterne ikke kommer. Men jeg var virkelig ved at få "klaus" flere steder på vor i øvrigt gode tur i Toscana. Som jeg også gjorde i 2014 i Versailles: næsten fik "klaus". I den by i Toscana, hvor vi havde udgangspunkt fra: Montecatini Terme, var der trods over 200 hoteller i byen stadig meget roligt og ikke klaustrofobisk mange mennesker. Gode spisesteder og cafeer er der også; stor flot park og Funicularen op til Montecatini Alto til at komme med uden lang kø. Også i Pisa kan man sagtens finde handelsgader med cafeliv som ikke giver én "tønde-fornemmelse" - heldigvis. Det samme kan heldigvis også findes i Lucca.