|
INDHOLD: |
|
|
|
|
|
|
GRÆKENLAND-1 |
FERIE-3 |
FERIE-4 |
BLANDET |
BLANDET-2 |
I 2003 blev det Zakynthos også fordi, at der i september var tilbud på rejserne hertil.
I 2004 opdagede vi, at der ikke var blevet flere tilbudsrejser. Det var faktisk temmelig
svært at finde et rejsemål, når man som vi ikke har bil, så afgangs- og ankomsttider
skal passe sammen med offentlige transport samtidig med, at vi ikke lige ville til
Kreta igen. Tæt på feriestart måtte vi så for første gang bestille en uges uspecifi-
ceret rejse til: Kreta, dog ikke til Chania, men til Hersonissos, ikke langt fra Ira-
klion midt på øen. Vi må sige, at vi var heldige med hotellet, Apollo som ligger i selve
byen. Det virkede ved første blik noget større end, de hoteller vi plejer at være på,
men det var kun fordi det er på 4 etager: det var ikke så stort igen. Værelses-
standarden hørte til de bedste vi har været på; som vi sagde: der var intet i vejen
med køleskabet: døren sluttede tæt til, det "kørte" ikke hele tiden og alle hylder og
låger indeni var i orden! Ikke at det modsatte ødelægger ferien, men sådan er det tit
på græske hotelværelser; hvis ikke det er køleskabet, så er det køkkenvask eller
håndvask på toilettet der er et eller andet utæt ved; småting.
Hotel Apollo, Hersonissos
Men ikke alle er lige heldige, når man rejser "uspecificeret". Ved morgenmødet første
dag, var der i hvert fald ét par, der kun var mødt op, for at høre om mulighederne
for at flytte hotel; de var endt for langt ude på landet, mener jeg de sagde.
En halv etage ovenover vort værelse, oppe på taget er der udover udsigten også en
dejlig lille tagpool. Det er altid rart med muligheden for en hurtig dukkert i varmen,
især de dage,hvor man har været på tur og ikke på stranden. Netop stranden
er ikke så god lige i Hersonissos: der er store sten af en eller anden art, der er
meget tilvokset, og selv om det er blødt, så skal man passe på, man får meget let
hudafskrabninger og sår, når prøver at finde frem til de sandbunde, som også er der.
Selv den dag vi tog med "strandbussen" et par km. hen langs kysten til en bedre
strand og det var den, men der var stadig en del sten dog mindre. Så er der bedre
strande i Chania-området. Men der er sikkert nogen der kender gode badesteder
i Hersonissos. Med "strandbussen" havde vi en - ja hvad skal man egentlig kalde den
- for græske forhold - usædvanlig oplevelse. Busserne på Kreta - i hvert fald i
Iraklion området - var i forbindelse med de olympiske lege i Athen alle nye
fordi bl.a. nogle fodboldkampe blev afviklet på øen. Bussen vi skulle med tilbage fra
badestranden var da også fin ny, og vi blev alle bestemt opfordret til at ryste og
banke alt sand af takser, tøj og sko. Hvormeget "billettøren" nu havde holdt øje med
pågældende unge mand, skal jeg ikke kunne sige, men han blev stoppet og bedt om
at banke sandet af skoene. Da han nu tydeligt ikke rigtig gjorde noget, andet end at
protestere, endte det med, at han blev efterladt til den næste bus! Så de nye busser
var grækerne på Kreta meget ømme over.
Apollos tagpool og udsigt
Da Hersonissos i sig selv er et stort feriested og ligger ca 30 km. øst for Iraklion
og ca. 40 km. vest for Agios Nikolaos er trafikken voldsom og vejene i området -
bjergene ligger tæt på kysten - ikke så velegnede til turistcykling, så blev der ikke
rigtigt noget af leje cykler. Til gengæld er det let (og billigt) at stå på en rutebus på
hovedgaden gennem Hersonissos og tage til Iraklion (som altså også ses benævnt
Heraklion) en dag og Agios Nikolaos en anden dag.
Der er meget at se i Iraklion, men det er en stor by og umiddelbart fandt vi ikke at
den var charmerende. Anderledes var det i den anden retning i Agios Nikaloas: byen
er ikke så stor, men centrum om den lille indsø og rundt ved havnen fandt vi den
græske bys charme.
Nu skrev jeg godt nok, at det var nemt med rutebus på hovedgaden, men til Niko-
laos, kørte vi med Taxi. Det er ikke usædvanligt, at en taxi fra en anden by gerne vil
have passagere med tilbage, og i Grækenland, eller i hvert fald på Kreta er det ikke
unormalt, at en taxichauffør på vej tilbage til f.eks. Agios Nikolaos i Hersonissos
standser ved busstoppestedet og tilbyder at køre to til endestationen for busprisen.
Fidusen er ikke bare at slippe for at køre tom tilbage; nej i taxien kan der sidde 4,
og da et andet par som tilsyneladende kendte til sædvanen, satte sig ind i taxien, så
fulgte vi med. Vi kom da også hurtigere frem end bussen; chaufføren viste os også,
hvorfra vi skulle tage bussen tilbage.
Cafe ved indsøen i Nikolaos
På en strand-dag blev himlen helt diset; det var trykkende varmt, sådan lidt torden-
agtig. Vi ville ikke til vandet, men det var jo heller ikke til den helt store tur i
heden, så vi gik stille og roligt op i bebyggelsen oppe ad bjergsiden bag byen. Selv
her er der mange souvenirbutikker og taverner; morgenmadstilbud tyder også på en
del indkvarterede - dog ikke hoteller. Der var en lille meget svag brise heroppe visse
steder, og vi fandt os et skyggefuldt sted på en tavernes terrasse, spillede lidt kort
og slappede af i en time til halvanden over et par flasker vand og et par Seven up:
Tidsfordriv på en taverne i varmen
Da vi skulle hjem, var der som 4 år tidligere ol-finale i damehåndbold. Denne gang
skulle vi ikke med bussen til lufthavnen under kampen, men vi skulle være ude af
værelset kl.12. Men hotelportieren havde et tv på disken, og vi kunne se kampen
indtil han skulle se brydning igen. Kampen mod Sydkorea gik som måske bekendt
hele to gange i forlænget spilletid, så vi fik ikke set slutningen på hans tv. Det var
jo ulideligt spændende, så gode råd var dyre når man gerne ville se kampen. Vi
kunne høre, at der var et værelse på 1. hvor de så kampen, så vi tog chancen: det
var et ungt par fra Århus og de havde intet imod, at vi så med. At Rita så i
straffekastskonkurrencen forudsagde Sydkoreas to afbrændere, fik på det ophidsede
tidspunkt os andre til at sige, at det burde hun have sagt forlængst!;
hvor så logikken i det er? Men underligt er det jo egentligt - forudsigelsen.
En dejlig hjemtur blev dét med det resultat; vi tilbragte en 3 timer på stranden
og kunne skifte på toiletter og bruserrum i hotellets kælder.
I dette år skulle vi ikke ud i en sidste øjebliks rejse eller uspecificeret. Vi havde sølv-
bryllup den 30 august og i weekenden efter sølvbrylluppet, ville vi til et helt selvvalgt
sted på ferie. Santorini og Samos havde vi efterhånden hørt så meget om, det første
p.g.a. det specielle ved øen og klassisk græske fremtræden, den anden p.g.a stemning
og venlige folk (men det sidste synes vi nu, at de fleste grækere er). Men da
det nu var en sølvbryllupsrejse kunne det da kun blive Santorini. Det blev så den
dyreste rejse til en græsk ø, vi havde været på indtil da, men i betragtning af hvad vi
ellers ofte havde set rejser til Santorini til, var det ikke så galt, ca. 3200 pr. næse.
Udsigten fra Pirgos over den halve ø
Prøv at se på billedet fra Pirgos (eller Pyrgos) - den højest beliggende by på Santorini
- udover at man kan se den halve ø med Fira på kanten og ane Oia helt ude på den
nordlige ende, så kan man fornemme den stejle høje kraterkant til vest og den svagt
skrånende ø mod øst, hvor også badebyerne Kamari og Perissa - som ikke kan ses
på billedet - ligger. Man kan også se den buede form øen har, rundt om vulkan-
krateret. Lidt tydligere bliver halvcirklen når man lægger billedet mod sydvest fra
udsigtsstedet i Pirgos til det første billede:
Udsigten fra Pirgos mod sydvest
Vi boede i Kamari, en badeby et ganske kort stykke syd for lufthavnen. Byen er først
rigtigt vokset efter jordskælvet i 1956, hvor den nær Kamari beliggende landsby
Mesa Gonia blev meget hårdt ramt, og den dag i dag ligger (næsten) øde hen; -
den kan besøges, men man kan kun komme ind i den til fods, gaderne er meget
smalle og der er mange sammenstyrtede huse (det var jo et jordskælv). Mange fra
denne by siges at være flyttet til Kamari dér i masseturismens spæde start; mens
man i Fira byggede op igen. Kamari ligger som nævnt ved østkysten, og har et højt
bjergparti lige bag sig mod vest og mod syd, som adskiller Kamari fra den endnu
nyere badeby Perissa (Perivolos). Det sydlige bjerg er udstyret med en hårnåle-
svingsvej næsten til toppen, hvor resterne af øens tidligere Thira (Fira) ligger,
og hvor der er en formidabel udsigt til begge sider: Kamari og lufthavnen samt
Perissa og den sydlige del af øen. Absolut en tur værd.
Rita med hårnålesving og lufthavn bag sig
Det gamle Thira ligger endnu højere oppe end hvor vejen ender ved parkerings-
pladsen, og vejen eller nærmere stien helt derop var i 2005 ikke alt for nem,
men der er interessant nok at se på.
Relieffer oppe i det gamle Thira
Perissa nede på den anden side ligger vendt mod syd, sydøst og det gør, at vandet
skulle være mere roligt; vinden på Santorini kommer - om sommeren i hvert fald -
fra nord, og kan være meget hård: Den ene aften blæste det så voldsomt langs
Kamaris strandpromenade, at spisestederne måtte rulle "gardinerne" for mod vinden
og det var faktisk lidt koldt. Men om Perissa: havet skulle som sagt være mere roligt,
men selve stranden er også de mørke lavasten, fik vi fortalt, for vi kom ikke derned.
Men p.g.a. at de også er varme - meget varme i solen, fik Rita og jeg endelig købt
et par af de utroligt sexede, men virkeligt praktiske badesko :-). Så også derfor
tog vi os aldrig sammen til at prøve stranden i Perissa. Der sejler ellers også
en lille båd fra Kamari-stranden om bjerget til Perissa-stranden, men med skoene var
der ikke grund til at bruge tid af den ene uge på det også.
På Kos mødtes vi tilfældigt med én Rita havde spillet fodbold med inden for mange for-
stuvninger på kort tid satte en stopper for det. Men det var én hun havde spillet
sammen med i Svendborg, så de to kunne sagtens genkende hinanden.
Til orienteringsmødet satte vi os tilfældigt ved samme bord som et andet ægtepar; de
har måske nok lignet nogle på vor egen alder eller lignende. I hvert fald: efter selve
mødet sidder vi og snakker lidt, og det viser sig så, at de også er på sølvbryllups-
rejse, også fra samme dato og de bor på Sjælland. Det viser sig også, at sølvbruden
og Rita har spillet fodboldkamp en eller flere gange mod hinanden, da vi boede på
Amager i sidste halvdel af 1970´erne. Birthe og Niels havde vi det rigtigt hygge-
ligt sammen med i løbet af den uge uden, at vi dog var sammen hele tiden. Da
hotellet lukkede ned efter den uge vi var der, holdt man en lille fest med traditionel
græsk dans - ikke af nogle professionelle dansere, men et par stykker i familie
eller vennekreds - og rock og disco bagefter, og af de vistnok 3 gange, vi har været
med til lignende, har dette været det sjoveste.
Fira bygger på kanten
Fra Kamari til Fira, hovedbyen på Santorini kører der meget af dagen to busser i
timen, så det er nemt og billigt at komme derind og derfra også videre f.eks. til
sydenden af øen med udgravningerne af Akrotiri fra klassiske tid, samt "den røde
strand". I Akrotiri er udgravningerne under tag, og jeg vil tro, at man arbejder
på at få en mere overskuelig og instruktiv udstilling ud af det, men da vi var
der manglede der forklarende plancher flere steder og man måtte sno sig forbi og
gennem stilladser. Desuden er de største fund enten i Athen eller i museet i Fira,
så det var noget skuffende at besøge stedet må jeg indrømme. Men en flot bustur
ind til Fira igen, hvor man ser den halv-cirkelformede ø fra en anden vinkel, og at
der også her ligger restauranter som reklamerer med fantastik flot solnedgang,
som Oia gør. Busturen ud til Akrotiri var i starten en nervepirrende oplevelse:
bussen var totalt fyldt op og vi stod op lige ved stregen i midtergangen helt
oppe ved den unge buschaffør, som lagde ud med hele 2 mobiltelefonsamtaler og
sluttede af med en SMS samtidig med, at han kørte.
Da han lagde telefonen væk, var vi ikke de eneste som åndede lettet op; alle lige i
nærheden havde fuldt opmærksomt med på de snoede smalle veje med langt ned til
den ene side af og til.
I Fira er udsigten ned og ind i krateret noget man ikke bliver træt af, og i byen er
der mange forretninger, men overalt mærker man også, at de mange krydstogtskibe
med især amerikanere og japanere som sejles ind til stedet, nok også er med til
at sætte prisniveauet noget højere end på resten af øen. Bare en kop kaffe
koster 2 til 2½ euro mere end i Kamari.
Men udsigten er bare ... og man kan sidde der længe
Også rundt omkring cafeen, hvor man sidder, er der meget at se på, f.eks. andre cafeer.
Det er nu samme cafe, men afsnittet for overnattende
Vi tog med på en udflugt til Pirgos med den fantastiske udsigt over hele øen, til vin-
kooperativet Santo Wines og solnedgang i Oia. Santo Wines vine er nu bedst når det
drejer som om dessertvine, men interessant med gennemgang af vinens produktion
og den specielle måde de "vikler" vinplanterne rundt i kurve-lignende form,
hvor de sørger for at drueklaserne hænger/ligger inde i kurven. Hvis de ikke er det,
sørger den kraftige nordenvind for med sandkorn i luften at slå vindrueskallen itu,
og så er det goodbye vin. Desuden ligger "vinkælderen" helt utroligt flot ud til
calderaen; jeg har set mange billeder på hjemmesider om Santorini herfra, så hvorfor
ikke også et mere:
SantoWines udsalgs terrasse
Oia har - når vejret et godt til det - da en flot solnedgang. Vi nød det fra en af de
utallige tagrestauranter der er i byen, vi sad sammen med Birthe og Niels, havde
en flot udsigt både til solnedgang og ind i krateret, hvor et stort, nyt sejlskib -
4 master - gled forbi, mens vi fik noget dejligt mad. Men billeder af solnedgangen
er med dele af spisestedet eller rygge af andre gæster, så her er et foto af
hvor tæt der bygges i Oia.
Helt ind i skrænten ligger byen
Her kan man vist ikke tale om gader; det er stier og trapper; utroligt.
Da det jo siges, at Santorini er storleverandøren af græske postkort med de hvide
og blå huse, så lader jeg det sidste foto være et sådant, og for at sætte trumf på,
så er der også en græsk kat med - mere græsk bliver det ikke:
Motivet er fra Pirgos
Så måtte vi tage hjem fra en rigtig dejlig sølvbryllupsferie efter en uge på en ny dejlig
græsk ø, som bortset fra prisniveauet var til topkarakter.
Forresten: i Kamari var brug af internettet en cafe-model, hvor vi blot skulle købe
et eller andet på stedet, så var der fri adgang til pc´erne; og så var der efter
tavernemodellen: en eller anden mini genstand f.eks. en mini irish coffee eller
mini metaxa, når man betalte.
I 2006 ville vi så gerne til Samos, men der var slet ikke pladser på det tidspunkt, vi
havde ferie; i hvert tilfælde ikke så det kunne passe sammen med afgangs- eller
hjemkomsttidspunkt. Derfor blev det til Rhodos, på nordkysten ca. 3 km. udenfor
Rhodos By i den sidste uge i august måned. Hotel Kassandra er det største hotel vi
har boet på, jeg tør ikke sige noget om hvor mange værelser det har, men der er
mange. Vi boede i en nyopført bygning helt igennem komplekset af 3-4 andre store
værelsesbygninger, alle på 3 eller 4 etager. Vi boede øverst på 4 etage, 2 værelser
og et rigtigt flot badeværelse, men meget varmt når der er kun er et uisoleret
træloft med tegl ovenpå.
Flot efter græsk turisthotelstandard
Den åbne svalegang til værelserne vender mod øst, så sidst på dagen er det et
dejligt sted at sidde og dampe af, og måske snakke med nogle af de andre gæster
på gangen. Om morgenen vender værelsets balkon præcist den rigtige vej nemlig
vest, så man sidder i skyggen af værelserne med morgenmaden og rigtigt kan nyde
det. Om aftenen lige inden vi vil ud og spise har vi så de flotteste solnedgange:
Solnedgang over genboens tag
Rhodos virker på mig lidt anderledes end de øer vi tidligere har været på; ikke dår-
ligere eller bedre - bare anderledes. Måske er det de mere ordnede forhold, f.eks. er
det nemmere at finde ud af busruter; i Chania på Kreta kan det nærmest virke
kaotisk. At tage bussen på hovedfærdselsåren ved hotellet ind til Rhodos By er
selvfølgelig nemt nok, men derfra og videre til henholdvis Lindos og Sommerfugle-
dalen, det var også så nemt, at vi ikke var i tvivl bare en eneste gang.
Der er vel 3-400 meter til stranden, en meget blomsterrig vej - billedet til højre for
scroll-ruden hér med Rita mellem blomsterne er derfra - og det er en udmærket
strand. Nordkysten på Rhodos er den, hvor pålandsvinden blæser, og det var
behageligt i denne sidste uge i august. Flyvemaskinerne til Rhodos kommer lige
forbi stranden på indflyvningen til lufthavnen og det er underholdende at se disse
store maskiner komme næsten glidende i lav højde, og ikke larme særligt meget, da
de ikke gasser op - som regel.
Lige i nærheden af hvor vi lejede strandsenge er der en hyggelig strandtaverne. Her
spiste vi de 3 strand-dage; det kunne ikke svare sig at gå længere for at finde en
butik med sandwiches eller lignende. Vi spiste for ca. 10 euro hver gang, eneste gen-
ganger i det vi bestilte var dele-salat og koldt vand i flasker, som vi bagefter tog
resten af med ned på selve stranden. Billedet er fra den dag vi fik hjørnebordet før
de to græske par, der ellers "altid" sad der.
På strandtaverne
Vi nåede rigtigt meget på den uge på Rhodos, for vi var også en del rundt inde i
Rhodos By; så både akvariet ude på spidsen i byen, hvor man til venstre har stran-
den med vinden og til højre går man ned på stranden med læ og meget roligt vand,
så en del af den gamle korsridderborg og gamle bydel; foruden de to tidligere
nævnte bus-ture samt en rejsebureau tur.
Korstogsriddernes gade
Ja så fik Rita endda "tid" til at blive stukket af et insekt så der gik betændelse i
fingeren, og vi måtte til rejsebureauets anbefalede læge. Fin behandling, medicinen
hjalp nærmest øjeblikkeligt, og trods den megen snak om EU-sygesikringsbeviset i
starten af 2007, så var det ikke noget problem der i 2006.(vi har dog fået anskaffet
os "det blå sygesikringsbevis" siden). En iagttagelse fra lægebesøget: det var en
yngre kvindelig læge der foretog undersøgelsen på Rita, og da hun gav os medicinen
og forklarede om indtagelse osv. var det mig hun henvendte sig til - mest; og det
er jo ikke fordi jeg er så flot :-).
Blomsterpragt i den gamle bydel
Udflugtsturen vi tog med på, var sejlturen til Simi, en meget lille ø 2 små timers
sejlads fra Rhodos Havn. Simi (eller Symi) er en ret gold ø, kun ca.2500 indbyggere,
men meget kendt for sit flotte kloster på øens sydlige ende og den flotte Simi By,
hvor husene ikke ligner de "almindelige græske" huse, men er nyklassisistiske med
trekantede gavle og ikke blot hvide og blå, men mange flere farver:
Fantastisk syn at komme sejlede ind til Simi
Farverne og trekantede gavle ses tydeligt
Vi havde vist ca. 3 timer i Simi By, en hyggelig by, billigere priser end på Rhodos;
desværre havde vi på den varmeste tid af dagen ikke lige energi til at komme specielt
langt op i byen. Vandet i havnen er helt klart og man kan se små fisk flere steder.
Tydeligt ses fiskene i havnen også
Øen stiger langt de fleste steder stejlt op af havet, så vi, da vi sejlede halvt rundt
om den fra klosteret i syd til Simi By i nord. Men inde i bunden af et par bugter ser
man pludselig et stykke strand, et af stederne er der et par både, og på afstand er
det også svært at se, hvordan man kan komme derned fra landsiden. Men i beskri-
velser af øen er der badestrande (små må de være) man kan nå fra Simi By til fods.
Til turen til Simi skulle vi tidligt op, og da jeg hentede morgenbrød, var solen ved at
stå op, så fra svalegangen fik jeg et solopgangsbillede:
I øst stiger solen op
I Lindos - den hvide by - synes vi faktisk, at den ikke er så hvid, som man forestiller
sig, at hvid i Grækenland må være; som byer på Santorini bare uden det blå f.eks.
Men det er det store bjerg med de gamle templer og senere korstogsriddernes
store borg udenom det hele der trækker, når man kommer ud af bussen. Men det er
en hård tur op i den stegende varme, og man skal passe på visse steder: stenene
virker helt glatte med støvet på. På stykket fra byen til borgen sidder mange græske
kvinder og tilbyder hjemmelavede duge m.m., men jeg tvivler nu på at det hele er
hjemmelavet. Vi så nogle meget lignende ting i Rhodos, ved én af indfaldsvejene til
til den gamle bydel.
Antikkens søjler og ridderborgens mure
Der er en fantastisk udsigt og meget tydelig årsagen til i det hele taget at lægge en
borg på dette sted:man kan overskue hele området og det er meget svært at
indtage så højt beliggende.
Udsigt fra borgen i Lindos
Rutebussen mellem Rhodos By og Lindos kører ikke helt samme vej ud og tilbage, så
man får set lidt forskellige småbyer undervejs, og hvis man sørger for at sidde til
den modsatte side den anden vej, er der også alene af den grund ting man ser anden
gang som man ikke så på den første tur den anden vej.
Det blev en rigtig god uge på Rhodos; der var mange flotte steder i byen man kan
sidde og nyde lidt købt frugt eller en sandwich mens man ser på folkelivet: turister
og lokale. I forbindelse med den gamle borg har man lavet pæne park-anlæg, men
også andre steder er der sørget for grønne, rekreative områder.
Fra en park i den nordlige del af R. By
Dejligt aftenmotiv fra på vejen ud at spise
Ferien på Rhodos havde været god og sommeren 2006 i Danmark var faktisk også
rigtig god og solrig, men i september gik Rita og jeg og var små-forkølede,
var lidt sløje, så da vi havde en uges ferie i uge 41, fandt vi et tilbud til
Kreta, til Chania. Vi var på Kos i den tilsvarende uge i 2001, så vi havde de bedste
forventninger til en dejlig varm og rar uge på Kreta, der jo er den sydligste af
de græske øer; måske kunne vi komme ud at cykle igen. Det har vi faktisk ikke
været siden Zakynthos i 2003. Starten på ugen var rimelig, vejret havde været og
var stadig varmt, men der var en del skyer og også en smule regn ind imellem.
Men shorts og 3 timer ved stranden blev det da til den første dag, inden den første
regnbyge slog ned. Senere viste det sig så at det havde været næsten ligemeget,
hvor i det græske eller Tyrkiet vi havde taget til, for området blev hærget af
regn og storme. Jeg kan huske, at vi ved hjemrejsen i lufthavnen stod og talte med
nogle andre rejsende om, at det da måtte blive bedre for alle dem som kom dertil
nu med børnene i skolernes efterårsferie, for det kunne ikke blive ved med det
vejr. Det var så i uge 42 2006 at der var 2 dødsfald - jeg tror det var en eng-
lænder og en kretener - på Kreta på grund af vejret; i forbindelse med jordskred!
Men alt ialt fik vi egentlig en god ferie, anderledes men god, og det selv om vi en dag
nærmest var spærret inde på hotelværelset i ca 9 timer p.g.a. et langt og voldsomt
tordenvejr. Cykelvejr var det ikke, denne gang ikke pga. varme, men regnbyger;
og når vi nu er ved vejret: En dag var vi gået op til hovedvejen og stod sammen med
mange andre og ventede ved busstoppestedet på bussen til Chania by, da Rita siger,
at der da vist er optræk til et eller andet og peger på himlen. Her ser vi så
dannelsen af en lille hvirvelvind, mini-tornado om man vil. Desværre kan man ikke
se cirkelbevægelsen rigtig på et foto, men at der genstande i luften kan man se:
2 stk. papir/plastik samt en dåse? til højre
Det kommer tæt på efterhånden; vi har trukket os helt tilbage i busskuret, jeg tager
mine briller af kan jeg huske og vi holder fast i hinanden. Pludselig "slår den ned" til
jorden og rammer souvenirbutikken lige stikmodsatte hjørne af hvor vi står - 50
meter ca. og flår i presenninger og river badebolde, badedyr og parasoller op,
kun få ting ryger væk, for lige så pludselig som det slog ned, er det væk igen; papir,
plastikposer og andet små-skidt daler ned rundt om. Der kommer straks folk og
hjælper butikspersonalet med at ryde op, og så kommer bussen.
Da vi kommer hjem senere på aftenen, hører vi på hotellet, at de fra hotellets tag ca.
på samme tidspunkt som vi stod ved busstoppestedet, har set en noget større lille
hvirvelvind nede over vandet ved stranden.
De første 3 dage var vejret ind imellem meget godt; og vi var ude og bade ved
stranden 4 eller 5 gange, men kun 2 gange forsøgte vi os med at "ligge" på
stranden. Hotellet "Pella Steve II" ligger kun få hundrede meter fra små gode
badestrande i 2 små bugter.
½ af stranden i den vestlige bugt
Da bugterne ud mod det åbne hav er snævre er vandet inde i dem forholdvis roligt.
Hotellet er af nyere dato og bygget kompakt rundt om en lille gård, og de fleste
lejligheder ugenert, men opbygningen indbyder til kontakt.
Hotelgården set fra vor terrasse
- og vor terrasse set fra gården
Selv om det nu var 3. gang vi var i Chania-området, denne gang i bybus-afstand af
selve byen, så var vi naturligvis der inde flere gange, selvfølgelig også oftere end
hvis vejret havde været bedre. Vi kunne også denne gang opleve steder, gader vi
ikke mener, vi har set før. Blandt andet fandt vi frem til adskillige smalle gader
lige op ad/til bymuren, et hotel med et par kæmpe høje kaktusser op ad væggen,
og så videre.
Vi nåede for første gang også helt ud til fyrtårnet på molen ved indsejlingen til den
venetianske havn. Vejret var så godt den dag, at vi gik op på cafeen midtvejs på
molen, skrev postkort og smeltede hen i solen med kaffe og vand.
Vi benyttede samme internetcafe i en lille sidegade op til kirken, der ligger midtvejs
ned af hovedhandelsgaden mod havnen, den havde vi brugt sammen med Søren,
da vi var der i 2001. De har stadig det bedste betalingssystem: ½ eller 1 times
betalingskort du bare sætter i en en læser på pc´en, hvor tiden så tæller ned.
Så kan man selv dele tiden op på dagene.
2 sejlbåde med spiler på vej i havn
En dag tog vi med rutebil til Kolombari mod vest. En meget stille og rolig by, ikke
mange mennesker. Et næsten nybygget fiskerimuseum var der, bygget med EU til-
skud. Vi var inde på det ca. ½ til 3/4 time og i den tid var 2 andre, så meget
besøgt er det ikke i oktober. Gik bagefter igennem byen, sad helt alene på en bænk i
det der måske kan kaldes trafikhavn; der lå et passagerskib ved kajen; fisker-
båderne lå i bassinet ved siden af, og spiste medbragt brød, ost, pølser og
tomater. Så var vi oppe ad en bjergside og så på en af de græske kirkegårde,
nød udsigten ud over byen og havet, inden vi vendte næsen mod busstoppestedet.
Den større havn med passagerskibet ses i baggrunden
Heldige med vejret var vi, det regnede stort set ikke mens vi var der. Har i år (2008)
set et af rejsebureauerne reklamere med hotel i Kolimbari, men det kan jo også
bare være i kommunen; vi så dog på et tidspunkt en bus samle turister op ved en
bygning lige i udkanten af byen.
Dagen efter det store tordenvejr, tog vi med en bus til Stavros. Det ligger ude på
den halvø, hvor også lufthavnen er, øst for Chania. Her siges filmoptagelserne til
"Zorba Grækeren" med Anthony Quinn og Alan Bates at have fundet sted. På vejen
derud i bussen så vi flere steder eksempler på mindre jordskred, væltede borde,
strandsenge der var endt ude i vandet. Et sted kort før Stavros skulle bussen
vist have været længere ud af en vej, men chafføren standsede ved en kæmpe
regnvandssø på vejen og efter lidt palaver frem og tilbage mellem ham og en
passager endte det med, at hun måtte stå af og selv komme resten af vejen -
hvorhen det så end var. Bussen bakkede så et godt stykke inden den kunne vende,
men kvinden var heldig: der kom en firhjulstrækker forbi bussen; de tog hende
med - og de kom igennem den store sø. Da bussen kom frem og satte os 6 passa-
gerer af, var vi ikke de eneste, som havde mest lyst til straks at tage tilbage med
samme bus. Vindblæst og øde er det der bedst kunne beskrive stedet denne oktober
dag. Det slog os hurtigt, at hvis vi så bort fra det store forbjerg lige overfor
stedet, så kunne det faktisk minde om vestjylland - det var nok især sandet
der i blæsten "stak" på benene, men ikke kun derfor:
"Storm ved vestkysten"
Der var ikke meget at se på, men der var da kun to timer til den næste bus kørte
tilbage. Det var middagstid, så vi gik ind på den ene af de to taverner for at få lidt
frokost. Det var et ældre par som drev den, og de kunne intet fremmedsprog, og
vi absolut ikke nok græsk til at kunne forstå, hvad det var for problemer de
havde, men vi fandt frem til at der var en del retter vi ikke kunne få, og hvad
vi så kunne få. Da vi havde fået bestilt to forskellige salater, brød, øl og vand,
fik vi forklaringen fra nogle tyskere der skulle til at betale: strømmen var gået
der i området p.g.a. stormen; derfor kunne vi ikke få ting der skulle koges,
men noget der kunne grilles samt salat, brød og lign.
Stavros: Da vi kom lå båden for anker i vandet
Så var den uges ferie forbi.
Mens vi var i transitområdet i lufthavnen, og desværre skulle vente længe fordi flyet
var forsinket på vejen ned til Chania, kom Rita og jeg til at sidde ved siden af to par
hvor specielt de to kvinder fik meget luft for, hvor dårligt behandlet de var blevet
stort set alle steder på ferien: i en butik hvor de knapt havde tid til at betjene dem,
på hotellet, hvor de næsten ikke kunne få nogle ordentlige varme tæpper til at sove
under om natten, hvor det jo var så koldt osv. Det var ikke første gang de var på
ferie i Grækenland kunne vi også høre, men nu var det et spørgsmål om de ikke skulle
holde sig til - ja hvad var det- Spanien måske? - det kan jeg ikke huske mere. Da
de begyndte forfra rejste Rita sig og mente at vi - hun og jeg - skulle finde os
et mere positivt sted at være for hér blev man da deprimeret af at opholde sig.
Vi gik bare og så heller ikke om det gik op for dem, at det var dem det var møntet på,
og det er sådan set også ligemeget. Det kan da være, at deres oplevelser til dels
var rigtige, men vi havde svært ved at tro andet end, at de selv havde valgt at se
det sådan, hvem véd? Vi blev i hvert ikke glade af at være i deres nærhed.
Allerede midt i marts 2007 bestilte vi så en rejse til Samos, for nu skulle det være.
Afrejsetidspunktet kl.6.30 om morgenen passer ikke godt sammen med tog til
Kastrup Lufthavn, men nu ville vi så også gøre alvor af en anden ting, vi havde
snakket om et par år: at tage 2 uger (vi har haft lidt på fornemmelsen at 10 dage
ville være det rigtige, men det kan ikke rigtig lade sig gøre). Så to uger i Pythagorion
på et stort enkeltværelse med udsigt bestilte vi der i marts for 9200 kr.- ialt.
"Astra Villages" værelser er rimligt store: jeg vil tror, det vi havde var ca.
30 kvadratmeter: køkken-siddeafdeling er adskilt fra soveafdelingen med en meter
høj mur omtrent 2 meter ud i rummet, og så er skabene anbragt i en lille entre,
hvorfra badeværelsesadgangen også er - fint badeværelse ikke luksuriøst,
men det fungerer, og ud fra soveafsnittet er der en lille altan.
Den "hvide" altan er vor - set fra en fællesterrasse
Det næste foto er den modsatte vej: udsigten fra altanen. Hvor var det dejligt at
sidde og nyde morgenkaffen dér, udsigten hører absolut til de bedre vi har haft;
midt på dagen var der dog alt for hedt; by og hotel vender mod syd og de sidste 2
uger i august 2007 var der omkring de 30 grader; selv blæsten fra nord var hed
når den kom frem til os hen over øen.
Billedet er taget uden zoom
Jeg har lige fra Korfu-ferien været på internettet for at finde oplysninger om rejse-
målet inden rejsen. De første år var der ikke meget at hente, det fleste oplysninger
fik vi fra bog-guiderne; specielt til gå- og cykelture er den engelske serie fra
Sunflower Books: Landscapes of .... god og utrolig detaillerig i beskrivelsen af turene.
Men fra 2004-5 er der kommet virkelig mange sider op på nettet både officielle
græske og forskellige interesseorganisationers (handelstandsammenslutninger o.lign.)
samt mange rejsendes hjemmesider om ferier på stederne; i stil med denne.
Men om Samos er der helt vildt meget information; der er ligefrem dannet en
Pythagorion Club, og der er mange der beretter om deres oplevelser med fælles
"ferie-møder" på Samos. Et par af disse er der link til på LINKS-siden.
Der er altså gode muligheder for at forberede en 14-dagesferie, hvis vi nu kom
til at føle, at det var for lang tid. Men det følte vi overhovedet ikke, nej -
det kan godt anbefales at tage 2 uger i stedet for én. Cykle kom vi heller ikke
til denne gang, for som nævnt var det virkelig hedt, kun den allersidste aften
var det lidt køligt. Skal man bo i Pythagorion er det et spørgsmål om det
overhovedet kan betale sig at købe buskørsel fra og til lufthavnen med,
for der er næsten ingen vej:
Kameraets 3 x optisk zoom er benyttet, men det er ikke langt
Astra Village ligger tæt på hovedvejen gennem den lille by, højt oppe som det ses på
billederne af udsigten over havn og lufthavn, så der er stejlt ned til havnen og de
mange restauranter. De første gange tog vi trapperne der ligger lige over for vejen
op til hotellet. Men hurtigt fandt vi ud af at dreje til højre straks foran hotellet
bare 50 meter hen, hvor der er mindre stejlt ned til hovedvejen, og så fortsætte til
højre ad hovedvejen til en vej til venstre ned mod havnen med ganske få trappetrin
og derefter en behagelig svagt hældende vej det sidste stykke. Og det er altså mest
for turen tilbage det betyder noget.
Badestrande er der i byen, faktisk er der en smal strand lige i byens østlige ende,
den starter lige nedenfor de sidste taverner. Men ellers er der strande vest for
byen, de første indenfor bygrænsen, bl.a. den vi gik mest til, ca 12-15 min. gang
fra hotellet bagom skolen til Dinas strand; dernæst det stykke der ligger ved de
store hoteller. Så kommer stykket nedenfor lufthavnstartbanen og dernæst Potokaki
stranden, alle mere eller mindre stenet. Det positive ved dem er, at så snart vi taler
om ude i vandet, så er der fin sandbund og man kan se små fisk svømme rundt om
fødderne på én, hvis man har tålmodighed til at stå og vente. Men når man har
sine "fine" badesko fra Santorini med sig, så betyder det faktisk ikke det
fjerneste med de sten på stranden. Vi hørte efter en uges tid, at der er en
rigtig sandstrand ca. 2½-3km ud ad vejen mod øst mod Samos By i forbindelse
med et par større hoteller, men at stranden er for alle. Midt i anden uge
prøvede vi at tage derud, og der er da rigtig sandstrand på land også. Den lig-
ger også flot i en lille vig, men ude i vandet er der som på "Dinas" også
sand og små fisk. Men afstanden og at man føler sig meget som på det berømte
fluepapir: mange mennesker på lidt plads, da strandsengene står tæt her, så
er det jo smag og behag om strandkanten også skal være sand, men det er ikke
nødvendigt. Hvorfor har jeg nu bidt så meget mærke i kystlinien og strandene
vest for Pythagorion? Jo for da vi tog bussen ud til Hera-templet ca. 5-6 km.
vest for Pythagorion tæt ved kysten - vi kunne se den enlige søjle, der stadig
er dér af de planlagte 150 25 meterhøje søjler i kikkerten fra hotellet -
var idéen at komme ned til stranden der og så gå tilbage langs vandet til byen.
Det er jo en ruin, så 25 meter høj er den vist ikke
Planen ja, men efter en rundtur på tempelområdet, kunne vi ikke finde en "gangbar"
vej ned til vandet, og efter at have spurgt i billetsalget, endte vi med at skulle
gå ca. 1km. videre ad vejen til den lille badeby Ireon. Her kan man naturligvis
komme ned til stranden og til at begynde med gik det også fint derud ad. Men
så blev det svært at komme igennem. Først kom et stykke med tæt buskads og
store sten så vi af og til måtte gå i vandet. Det går naturligvis nemt i sanddaler og
bare ben, men ret meget længere ud kan vi ikke gå med rygsæk og shorts og
ingen skiftetøj.
Det var kun starten på den besværlige vej
Billedet ovenover er taget bagud efter vi er kommet forbi, og der kom et lidt lettere
stykke igen. Kort efter var der så grunde der gik helt ned til vandet; et sted gik vi
på en mur på den uvendige side af et trådhegn, som vi så klamrede os til. Dernæst
troede vi egentlig, at vi måtte vende om, for ved næste hus var der ikke noget,
vi kunne gå på og vandet blev meget hurtigt dybt, og svømme med rygsæk, nej det
gik ikke. Heldigvis så vi nærmere på den skråning, vi antog blev brugt til at
trække båden ned til/op fra vandet og da opdagede vi, at der gik en grusvej
forbi båden og skuret lige bagved. Vi kunne gå rundt om hele ejendommen (der var
en masse geder inde i en staldbygning) og ned til stranden igen på den anden side.
Efter det var vi næsten ud for Hera-templet, og kysten blev til en bred og
meget stenet strand; der lå et par huse endnu, men de lå trukket tilbage fra
stranden. Da vi passerede ét af husene kom der en mand ud og gik hen til en bil,
som han kørte hen langs stranden på vejen ca.75 meter fra selve vandet. At vi
lagde rigtigt mærke til ham skyldes, at vi gik lige forbi ham og hilste,
som vi plejer, men han nærmest kiggede den anden vej og sagde ikke et pip.
Nu gik det meget nemmere, men det var en langt stykke. Vi var ikke de eneste der
gik på dette stykke, ikke så langt foran os gik en enlig kvinde samme vej som os,
ind mod Potokaki og da var det, at vi kunne se bilen med manden fra før stand-
sede et pænt stykke længere fremme igen. Han steg ud og lagde sig på strand-
bredden, og her, hvor vi gik var der altså meget stenet. Vi gik noget raskere
til end kvinden, så vi nåede før hende hen forbi, hvor han havde lagt sig.
Da vi kom tættere på kunne vi godt se, at vi ville trække os lidt længere op
op på stranden, for t-shirten havde han lagt over hovedet og måske også bade-
bukser for han havde ingen på. Så har vi oplevet det med: en blotter i Grækenland.
Hans køn lå halvt op over det ene ben; - ikke upåvirket; lad os bare sige det sådan.
Rita mente, at vi burde gå lidt langsommere og se, at kvinden kom uhindret forbi;
og det gjorde vi selvfølgelig; hun gik i vandkanten og blev dernede og så
tydeligt meget ud over vandet mens hun gik forbi ham. At han virkelig lå der til
"ære" for os 3, viste sig, da hun kommet ca. 25 meter forbi ham. Så var det op
og tøj på og ind i bilen og i en større støvsky forbi os ind mod byen.
At det er et langt stykke strand viser nedenstående foto, som er fra ca. midtvejs
og ham man kan se sidde et stykke henne, er én der kom den anden vej inde fra
byen:
I Potokaki forlod vi stranden og gik langs vejen tilbage til hotellet. Her kom vi så
forbi det kendte skilt med advarsel om en lyskurve forude p.g.a. fly! Vejen går lige
forbi enden af start-og landingsbanen.
Pytagorion er en lille by, efter den første uge havde vi godt styr på by-geografien,
men selv om der er mange turister og man rigtig ser det om aftenen, så føles det ikke
så voldsomt eller ubehageligt. I løbet af dagen er der mange der får set Metamorfosis
-Kirken ved siden af Logothétis borgen og på den anden side af kirkegården er der
ruiner af et gammelt romersk marked. Kirken må man gerne fotografere i, og i det
hele taget er området en dejlig rolig oase, for så mange mennesker er der aldrig på
samme tid. Vi rundede ofte kirken også om aftenen inden vi gik ud og spiste. En
aften oplevede vi at der blev tændt lys på alle gravstederne.
Det er stemningsfuldt, især 5 min. senere i mere mørke
Noget af det indre af Kirken
Vi var med på en tur med rejsebureauet, en ø-rundtur hvor vi var oppe i en bjerg-
landsby i 4-500 meters højde, flot udsigt over landskabet og dejlig frokost hos en
næsten 80 årig vært, var i den største ferieby på nordkysten, Kokkari en times
tid og endelig på Samos Vinmuseum, hvor der ud over vindyrkningens historie og
redskaber på Samos, bagefter var smagsprøver på de forskellige typer hvidvin som
øen satser på (og faktisk er gode; de har godt nok også de der meget søde typer,
som bedre går som dessertvin). Kokkari så også interessant ud, på havnen ligger
restauranter og taverner helt ud til kajkanten - som i Hersonissos på Kreta,
hvorved al færdsel foregår mellem spisepladserne og køkkenerne. Jeg synes
bedre om det som i Pythagorion, hvor kajen er til "trafikken" og spisestederne
ligger op til husene.
Der er mange spisesteder, men ikke meget kajplads
Men inde i denne lille fiskerby er der også pitoreske små gader og sjove detailler med
regnvandskanaler eller hvilket overskudsvand de nu skal tage:
Hyggeligt ser det ud
Fra Pythagorion er det nemt at tage bussen til Samos By (og tilbage igen) og koster
ikke meget. I byen er der naturligvis masser af butikker og store supermarkeder
, hvor vi dog ikke gad at slæbe varer med tilbage, men fik købt til
en frokost i en hyggelig park. Men først var vi på det Arkæologiske Museum
som rummer mange statuer og små fund fra bl.a. Heraon, og det i to bygninger.
Hvis man er bare lidt til den slags, så skal man ikke gå glip af et besøg.
Det er heller ikke større end, at man kan se det meste og se det ordentligt
på en time til halvanden. Opstillingen er stort set kronologisk, og så
er det nemmere at få et overblik i en lidt mindre samling som hér.
Er det ikke fantastisk så levende det ser ud?
Efter museumsbesøg og frokost, bevægede vi os op i den højereliggende del af
byen, der var for langt i varmen til at kunne nå frem til det gamle amfiteater der
ligger der et eller andet sted. Men udsigt ud over byen fik vi ved flere lejligheder:
Her er der brugt zoom
Omkring Pythagorion havde Polykrates opført en bymur som gik hele vejen rundt om
det lille bjerg bag byen (239 meter højt) til forsvar af byen. På by-siden er
der intet tilbage, men mod nord og øst er der få rester af muren endnu. Bjerget
er også det som vandledning og tunnellen går igennem og som Efpalinos blev
sat til at lede arbejdet af. Han lod arbejdet starte både fra sydsiden altså
i byen og fra nordsiden, og de ramte indenfor 1 meter - rimeligt præcist for den
tid. Vandledning fungerede i mange år, men gik så i glemmebogen, indtil man
i 1800-tallet begyndte at grave dem fri igen. Der er to "rør": vandledningen
som er 20-40cm i diameter og en tunnel i forbindelse hermed, hvorfra man har
kunnet rense ledningen for skidt der kunne sættes sig fast, og som er af en stør-
relse så man kan bevæge sig igennem den. Så har man også kunnet bruge den som
flugtvej! I dag kan man komme ned og se en del af tunnel og vandledning; der er
lagt lys ind, men man skal ikke lide af klaustrofobi for der er ikke meget
plads; specielt er de to første meter ind til selve tunnellen en prøve;
inde i selve tunnellen er der steder, hvor man kan komme forbi hinanden,
helt nødvendigt, da man skal samme vej ud igen.
Man skal op og ud af Pythagorion mod nordvest - der er skilte fra hovedvejen
gennem byen i øvrigt ikke langt fra hotel Astra Village - mod Spilliani Klosteret,
tunnellen samt et amfiteater, hvor der er bygget ny scene og tilskuerpladser
i træ og som bruges til forestillinger i dag. Hvor teateret ligger fortsætter
vejen ligeud og ender blindt ved tunnel-billetsalget, mens der lige efter
teateret går en sidevej op til højre til klosteret som har en lille kirke nede
i en fugtig og kølig klippehule.
Inde i den lille kirke i Spilliani grotten
Rita har indtaget (en stol på) scenen
Klosteret har også en lille fin kirke, samt en flot udsigt ud over Pythagorion og hele
landskabet vest for byen incl. lufthavnen. I flg. "Landscapes of Samos" skulle man
kunne finde en sti op på bjerget og til bymursruinerne lige før man kommer til
klosteret. Jeg véd ikke om vi fandt den rigtige start på stien, men da vi var
kommet bare lidt op, fandt vi de røde-malingsklatter der er på klipper som
"sti-viser", men hvis man ikke er rigtigt godt gående og har godt fodtøj på kan
den vej ikke anbefales: det er stejlt og med mange løse sten, så man let skrider
ned med. Så skal man hellere tage hovedvejen mod Samos og kort ude af byen er
der så en vej til venstre med et skilt med et eller andet om "gammel fæstningsmur"
eller noget i den stil (kan desværre ikke huske det bedre). Vi stødte på vejen
lidt længere oppe ad stien, men da havde vi vel gået og klatret over ½ km.
Der var en del udfordringer, som blev overvundet
Af selve muren er der ca. 4-5 stykker tilbage af lidt forskellig størrelse; det største
er vel 10-15 meter langt. Helt oppe på toppen er et stykke jord indhegnet men der
er ikke lukket af for det. Det er militært område og man må vist ikke fotografere,
men der var jo ingen, og Pythagorion er vist blevet fotograferet mange gange før:
Uden zoom kan man godt fornemme afstanden
Rundt om hele dette lille bjerg og om byen har muren været en gang, noget at et
job der århundreder før Kristus, måske samtidig med at man havde gang i vand-
ledingen. Begge dele tilskrives Polykrates´ ledelses-priode omkring 540-535
til 522 f. kr. Rita og jeg havde 14 rigtige gode dage på Samos, hvoraf vi
nok tilbragte halvdelen ved stranden og i det herlige vand. Der er rige
muligheder for god græsk mad; og også på havnepromenaden, fandt vi gode og
- helt ude i den østlige ende af promenaden - også et billigt spisested.
Hen over bjergene i vest havde vi flere flotte solnedgange til at gå ud at spise på:
Solen går ned bag Samos´ højeste bjerge
Fra 2007s ferietur til Samos, var jeg blevet opmærksom på Lesbos, der ofte
beskrives sammen med Samos - de tilhører begge de nordøst ægæiske øer. Da vi
i februar månede havde fået fastlagt sommerferien og begyndte at kigge efter
gode tilbud og passende afrejse og ankomst tidspunkter, holdt jeg ekstra øje
efter Lesbos. Ret hurtigt faldt vi over Apollos bud på 14 dage på et lille 2 stjernet
lejlighedshotel til 8100 kr.- for en to værelseslejlighed med altan.
Vi fandt ikke rigtigt andet der kunne matche den pris på dette tidspunkt, og
derfor satte vi os på et værelse på Hotel Shining Star i Petra på Lesbos.
Nederst til venstre ses Rita på "vor" altan
Altanerne vender i en nordlig retning så der var kun morgen- og aftensol, og
værelset var derfor ikke ulideligt varmt dér i den sidste halvdel af august.
Mod den anden side er der køkken- og spiserum, hvor et kun lille vindue og dør
samt også træer og andre bygninger i den lokale landsbygade gør, at solen ikke bager
hele dagen på værelse nr. 1. Hotellet har en hyggelig lille "gård" med 3-4
haveborde med stole, samt blomster og gitterlåge ud til gaden med et lille minimarked
skråt overfor i et lokalt boligkvarter. Gaden går fra hovedvejen (ca. 3-400 meter fra
hotellet) mellem Kaloni og Molyvos og ned forbi kirken, der ligger oppe på den
ca. 25 meter høje klippetop og dominerer den lille by, ned til gågaden (også
ca. 400 meter).
Fra altanen mod vest havde vi udsigt til kirken
Det virkede som om vi boede i en landsby blandt lokalbefolkningen, sådan som
hotellet ligger, og selv om vi i gågaden, torvet og strandpromenaden om aftenen
bevægede os blandt mange turister, var der også mange lokale. Børn der cyklede
og legede; et afsnit af torvet var ikke en restaurant, men borde og stole forbe-
holdt pensionister (stort set kun mænd):" This place is members only (retired)".
På vej ud i byen og tilbage til hotellet hilste vi på folk - og folk hilste på os, når de
sad udenfor deres huse eller inde i deres små gårde. Så er der lige hotel-mutter:
den ældre dame der i det daglige stod for rengøringen og passede på os. Ja sådan
kan man sagtens beskrive det; det var ikke påtrængende, nej venligt og rart. Hun
taler ikke et ord engelsk, forstår vel lidt, ligesom vi, gæsterne, forstod lidt
af alt det hun sagde: ønskede os god tur og god dag, om det var til stranden eller
en udflugt til fods eller som vore naboer i nr 2 på scooter. Hun var akkurat som vi
noget nervøs den dag, da Jackie og John endnu ikke var kommet hjem på scooteren
kl.20; de var ellers altid tilbage i god tid inden solnedgang. Så vi var lettede,
da de dukkede op lige fem minutter efter (de havde spist hos et græsk par de
kender). Vi fik friske figner eller agurker og tomater fra deres egen lille køkkenhave
bag hotellet ud mod marken, samt pærer; aircondition til 5 euro pr. dag selv om der i
rejsebureauets hotelmappe stod 7; den store glæde da Rita gav hende et par af
sine hjemmelavede postkort og flere minutters "takke-snak"; jo hun var alletiders.
Om aftenen havde vi flotte solnedgange fra altanen
Vi var selvfølgelig oppe ved kirken på den høje klippe og se ud over byen.
Om søndagen er der i øvrigt ved 9 tiden gudstjeneste ud på højttaler fra kirken;
det lyder ikke helt dårligt, den ene af præsterne - er de i øvrigt begge præster? -
synger rigtigt godt; så vi kunne sidde på altanen og nyder det sidste af morgen-
kaffen og være lidt med i kirke. I Petra har bagerne ikke åbent om søndagen, så
det er en god ide, at købe ekstra brød om lørdagen og opbevare det godt til søndag,
ellers kan det være lidt svært at få noget godt brød, især hvis man ikke er tidligt
oppe.
Det er udsigten i sydvestlig retning fra kirken
Stranden i Petra er alt ialt god. Der er meget sand, nej ikke hvidt sand, og meget
forskellig af bredde.
I vandet er der flere steder disse klippeflader med søgræs og/eller tang på - i en
mindre målestok end ved Hersonissos på Kreta - som er irriterende at bade ved
ligemeget om man har badesko eller ej. Men der er altså mange steder uden;
vi fandt frem til "sengene" ved husene og i højre del af dette stykke begyndte et langt
stykke strand uden sådanne klippestykker, men med dejligt sandbund. Hér kunne vi gå
og se mindre fisk svømme rundt om fødderne, når havet var roligt nok. Solsengene
hørte til en cafe med småretter, men ligemeget om vi købte noget eller ej, så var
dagsprisen pr. "seng" 1,5 euro; vi har aldrig oplevet så billigt et sted.
Her tilbragte vi 6½ afslappende dage ud af 14 mulige i vandet og sol med musik, kryds
og tværs og bøger. Vi var mest i selskab med grækere (!), italienere, hollændere
samt svenskere; der var kun enkelte englændere og danskere på strandafsnittet.
I Molyvos ligger borgen højt over byen, her set fra syd
To gange var vi i Molyvos, eller Mythimna som det gamle navn er, en lidt større by
ca. 5 km nord for Petra. 8-9 gange om dagen er der busforbindelse mellem Anaxos-
Petra-Molyvos-Eftalou; Petra-Mythimna koster 1,4 euro pr.person og tager højst 10
min. Hvis det ikke ikke lige passer med tiderne, når man vil tilbage igen, så er der fast
taxi-pris på turen mellem byerne; Mythimna-Petra koster 5 euro. Første gang vi var
der, tog vi landevejen op til borgen, der skulle beskytte byen og øen mod tyrkerne;
Tyrkiet ligger ganske tæt på mod nord. Det ville nok have været smartere at gå op
til borgen gennem selve byen, der ligger hele vejen op af skråningen.
Fra Moyvos´ havn ses byen og borgen mod sydøst
Nu fik vi en god lang gåtur i solen det meste af vejen op og fik set, at hotellerne
ligger uden for den egentlige by.
Det siges at det især er englænderne, der i nyere tid begyndte at "dyrke" byen som
feriemål. Det er en flot og speciel by, som man lokalt passer godt på ikke mister sit
særpræg, men generelt prøver man det på Lesvos: ingen huse/hoteller over 3 etager.
Ud fra billeder ser det dog ud til, at der på de sydlige kyster ligger nyere turistbyer,
som trods byggehøjdebegrænsninger, ser meget mere almindelig græsk-badeby-
agtig ud i forhold til både Petra og især Mythimna. Men prøv at se de næste
billeder hér, og så er der mange billeder fra byen at finde på internettet.
Udsigten fra borgen over by og havnen
Meget smal gade, egentlig trappe i Molyvos
I gaden ovenfor kan man ikke køre, men i mange af gaderne kan biler godt komme
rundt, men der er ikke sådan, at der er alm. trafik.
Dette er også en stejl gade, men prøv også at se træet
Anden gang vi besøgte Mythimna kunne vi godt se, at der er mange flere butikker med
souvenirs og kunsthåndværk end i Petra; dér er souvenir- og butikkker med specialte-
ter, men det er få og de er begrænset til lige omkring én måske to gader ved torvet.
Mythimna er uden tvivl også turistmagneten på denne ende af den store ø.
Når man går rundt i byen, er man pludselig højt oppe
Når man så vil gå videre, så er der også en flot udsigt
På flere af de græske øer har det fra gammel tid været sådan, at der var en sommerby
og en vinterby, den ene ved kysten den anden lidt inde i land. Det er der flere eksem-
pler på på Lesvos; man kan på et detajleret kort se flere eks.: "bynavn" og Skala
"bynavn". Om det er det samme med Petra og Petri véd jeg ikke, men godt op af
bjerget bag byen ligger landsbyen Petri; 2½ km til tavernen står der på et skilt
ved vejen dertil ved hovedvejen, men det tror hverken Rita og jeg, eller Vera og
Preben, som vi mødte oppe på nævnte taverne; der er snarere 3½. På vejen derop
kommer man forbi en losseplads, hvor hele omegnens fugle flyver rundt - eller er
det vinden - og anbringer de tynde plastikposer på træernes grene. Affaldsbjerget
er ikke så stort som dem man ser på amerikanske film, men det minder lidt om dem.
Men da vi efter ca. en times gang - via en genvej ind til den nederste del af byen
- kom op i Petri og lige skulle have noget koldt at drikke inden vi gik videre ud
til resterne af vandmøller i kløften oppe ved siden af Petri, var det vi traf Vera og
Preben. De var "stor-vandrere" og havde godt set noget om nogle møller, men ikke
lige hvor de var. Men hvis det var nemmere at gå dertil nu når vi var hér, så ville de
gerne med. Lige overfor "drikkestedet" hænger der et stort skilt med stierne i området
og der er ca. 1600 meter ud til selve kløften fra Petri. Da vi spørger på tavernen
om vi bare skal gå lige igennem landsbyen for at komme til stien til vandmølledalen,
så er svaret ja, men da det nu er blevet middag og solen er på sit højeste, så vil
manden på det bestemteste fraråde os at gå derud! Men det gør vi da.
Hér er udsigten fra den lille taverne i Petri
Turen forløber også fint og da vi når helt op i dalen er der masser af træer og skyg-
ge, og vi kan høre vandet klukke ned i kløfterne, så der er dejligt køligt. Men vi er
bare ikke sikre på, at vi ser noget til vandmølleruinerne. Vi ser meget smuk og vild
natur samt nogle menneskeskabte "trappe-tårne". Vi har ikke lyst til at gå hele vejen
rundt om dalen og gå ned på den anden side; den ligger jo på den syd-vendte side og
er helt udsat for solen. Vi når fint tilbage og er helt nede ved hovedvejen ca. kl.
14.20. Undervejs har vi mødt et 3. dansk par og et østeuropæisk par, som gav os
et lille fotokopieret kort over stierne, da de var på vej ned.
På modsatte side en "trappe" og i midten løber der vist ofte vand
4 dage senere prøvede Rita og jeg, at gå den anden vej rundt i vandmølledalen
og fandt denne vej rundt lige inden skoven bredte sig, en ruin af et møllehus med
en tavle foran med flere plancher, som forklarer nogenlunde hvordan det har fungeret.
"Trappe-tårnene" var dér vandet blev ledt hen til toppen af og ind i, og det så
faldt ned gennem et hul og ud i "møllehuset" og her her drevet en form for møllehjul
der har ligget ned. Der har været en del møller i dalen med kanaler til vandet.
Midt på vejen op lå denne lille kirke med ikoner og plastikstole bag døren
Vejen op var gennem et mere kultiveret landskab med oliven-plantager og gedestalde,
og et par gode figentræer, samt en lille kirke med flere flotte ikoner; også et af de
sølv-bekældte; men utroligt hedt var der, så vi besluttede, at vi gik hele vejen rundt
og ned gennem Petri. Da vi kom til landsbyen, tømte vi vist det meste af en 1½ liters
vand på tavernen (og vi havde altså også haft vand med på turen), inden vi fik en let
frokost med mere væske.
Petri fotograferet fra ca.500 meter nede af vejen
Om lørdagen tog vi med på en arrangeret tur, og det er nok det eneste (lidt) negative
vi kan sige om Apollos guider, at de ikke havde gjort det helt klart, at turen var med
en engelsktalende guide. Det var ikke fordi vi ikke havde villet være med alligevel, men
så havde vi været indstillet på det fra starten, og der er jo gæster som ikke er gode
til sprog. Men guiden Maria var yderst tydelig og veltalende. Måske fordi hendes græ-
ske forældrer havde mødt- og giftet sig med hinanden i USA og først var kommet til
Lesbos - som er moderens hjem-ø - som 10 årig.
Turen gik til den forstenede skov ude på den vestlige del af øen, videre til Skala
Eressou til middag og hvil, over den sydvestlige del til vestsiden af den store Kalloni
Bugt og hele vejen op til klosteret i Limonas, inden vi blev sat af ved torvet i Petra
ved 18 tiden.
1. stop i Vatousa, hvor vi oplevede stenpladebageriet i funktion
På grund af at vi havde god tid, gjorde bussen et morgen-ophold i Vatousa, en lille
landsby beliggende på en gammel krater-skråning. Det var en meget charmerende lille
by, hvor "alle" de gamle mænd sad på byens plads og snakkede sammen og hilste på
turiststrømmen, der pludselig dukkede op en lørdag lidt i 9.00.
Efter ½ time kørte vi så mod den forstenede skov. Skov og skov; der er da godt nok
mange træ-stykker gravet frem over et stort område i den specielle og fantastiske
vestlesbotiske natur, men fornemmelsen af skov får man ikke. Området er dog klas-
sificeret som Europas eneste forstenede skov på grund af den mængde træer man har
gravet frem og der stadig er under jorden i området; forstenede træer har man enkel-
te af rundt om andre steder i Europa, og såmænd også andre steder på Lesbos.
Landskabet ved den forstenede skov minder om de høje alpe-pas
Selv om området ligger højt over havets overflade, er det langt fra alpepas
højde, men Vestlesbos er meget mindre frodig end resten af øen, så det er et goldt
landskab. Men at det er blæsende (og derfor meget behageligt dér i august måned)
kan nedenstående billede illustrere; træet i baggrunden har det som træer i vest-
jylland: de vokser ikke meget mod vindretningen:
Vinden rusker godt i Ritas hår og træet bagved
(Der er iøvrigt også ca. 4-5 store Vestas vindmøller på en bakkekam lige i nærheden
af "skoven") Vi besøgte "kun" geoparken og ikke det tilhørende Naturhistoriske Muse-
um i det tæt ved beliggende Sigri. Guiden Maria opfordrede til at besøge det, hvis man
er meget interesseret, men fortalte selv meget om selve tilblivelsen af den forstenede
skov for ca. 20 mill. år siden i et stort vulkanudbrud med samtidig mægtigt regnskyl
som så driver store mængder mudder og lava at sted og i løbet af meget kort tid ind-
kapsler træer, buske, blade og andet organisk materiale. Denne kappe af mudder hin-
drer træet m.m. i at bryde i brand, da der ikke kan komme ilt til og så går der andre
kemiske processer i gang, som ad åre skaber denne forstening.
Véd parkens største træ fotograferede Maria gerne gæsterne
Det store træ hér er lige godt 8 meter i omkreds og har ca. samme højde. Nedbryd-
ningen har tilfældigvis fået træet til at ligne en totempæl. Maria fortalte også en
masse om hvad - og hvordan man i parken hvert år med forskellige midler og
bl.a. tandbørster prøver at forhindre en alt for hurtig nedbrydning, men så også
ind imellem kan give visse misfarvninger af materialet - det var lidt svært at
få fat i alle detaljerne i denne del af foredraget (og huske dem).
I stubben ses år-ringene meget tydeligt
Vi kørte fra geoparken efter ca 1. time til 1½, lidt tilbage igen og så mod syd
til Skala Eressou ved kysten. Her kørte vi lige forbi klosteret Ipsilou igen og nu
midt på dagen kunne man se bygningerne på toppen af det bjerg klosteret ligger på,
skyerne var lettet - det havde været indhyldet i hvide tåger om formiddagen.
Jeg må indrømme, at S. Eressou ikke gjorde noget større indtryk på mig, vist
heller ikke på Rita. Men køreturen gennem den sydvestlige del af øen, op gennem
bjerglandsbyen Agra med utroligt smalle gader for en bus og ud til Kaloni Bugten
med sin store frugtbarhed - det er der øens mange marker med alt andet end oliven-
træer ligger, med de mange flamingoer i det lave vand i bunden af bugten og så ende-
lig gennem Kaloni by og op til Limona Klosteret.
Det ligger i bakkerne i en hulning; et stort firkantet anlæg i tre etager med en
kirke inde i midten - det eneste sted (kirken) hvor kvinder ikke må komme. Rundt om-
kring anlægget ligger der mange, rigtig mange små kirkelignende bygninger; om det
var kirker eller mindesmærker for døde munke, mausoleer, ved jeg ikke; - vi var fak-
tisk blevet rigtig trætte på det tidspunkt og spurgte ikke.
2 af fløjene i anlægget var godt vedligeholdte
Vera og Preben som vi havde mødt i Petri, mødte vi igen helt tilfældigt, da vi gik
op til Lafionas, en landsby ialt 3 km. fra Petra: 2 km. ad landevejen til Kaloni og så
1 km. af en stikvej til højre. Jackie og John var lige kørt forbi os på landevejen på
deres scooter, og vi tog os en tår vand og stod og kiggede på et udtørret vandløb,
da vi kastede et blik bagud inden vi gik videre, og så et par runde svinget lidt nede.
Så vi havde atter en gang behageligt selskab på en gåtur. På stikvejen op kom der en
ølbil imod os; den måtte bakke to gange for at komme rundt i et serpentinesving, som
egentlig så ret stort ud. Vi ville nok ikke ha´ tænkt mere over det, hvis det ikke var
fordi at øldepotet faktisk lå lige rundt om det næste sving; det vil sige at lastvognen
med stor sikkerhed mindst én gang hver dag skulle ned gennem svinget. I Lafionas
var man helt med på, at vi skulle sendes til den højest beliggende udkigsplads oven
over selve byen, for når vi bare stod stille et øjeblik og så ud til at overveje, hvil-
ken vej vi skulle vælge, så var der straks en beredvillig der pegede. Der var også en
formidabel udsigt over både byen og landet ud til kysten og Petra, så vi kan kun mis-
unde de, der 100 meter i luftlinie og på højde med pladsen, var ved at bygge et hus.
Inden vi forlod byen var vi inde på tavernen lige i starten af byen og få lidt at drikke
før vi begyndte "nedstigningen". Der var ikke gjort ret meget ud af stedet, så det er
sikkert et sted som især bliver brugt af de lokale; der hang mange fotografier af men-
nesker på væggen; såvidt vi kunne bedømme lokale folk og gennem en lang årrække.
Der hang også en slangeham på omkring en meters længde.
Dagen før vi skulle af sted, kom vor hotel-mor, med en seddel skrevet på engelsk,
at hotellet håbede, at vi havde haft et dejligt ophold samt, at vi kunne disponere
over værelset til kl. 18 næste dag! Herligt, så stod den på en afslappet dag, hvor
vi kunne bade til ca kl. 14., nå at få tørret badetøj og håndklæder, og pakke, samt
få et tidligt måltid inden vi skulle med bussen kl.18.00. Rita og jeg kan kun anbe-
fale Lesvos og Shining Star; herlige 14 dage et herligt sted.
På vej til lufthavnen, gik solen ned over Gera Bugten