Fotoet til højre er et digitaltfoto af et papirbillede, hvor Rita står oppe på balkonen og nyder udsigten, og
venter på at jeg kommer tilbage fra bageren med friskbagt brød til morgenmaden. Som det kan anes af
billedet ligger hotellet op ad en bakkeside; faktisk op til en gamle borgruin, der ligger på forbjerget mellem
havnen og Kassiopis strand. Desværre er billederne af den flotte udsigt ind over havnen og byen ikke gode
nok til at vort digitalkamera kan tage brugbare fotos af det (eller måske er kameraet ikke godt nok).
Vi fandt ud af, at vi egentlig var heldige med vejret i denne sidste uge af september. Af en nabo til hotellet,
fik vi at vide, at det allerede på dette tidspunkt begynder med det regnvejr, som gør, at de joniske øer
er lidt mere "grønne" end mange af de øvrige græske øer. På én af de sidste aftener, mærkede vi det ved,
at byen blev indhyldet i en tæt kølig havgus; men ellers havde vi det fineste vejr, kun ca. 25 celsius så vi
kunne sagtens holde til at cykle rundt i området, bl.a. ud til en rigtig dejlig sandstrand ca. 2 km. vest for
byen. En sejltur ind til Korfu By var vi også på. Flere timer på egen hånd i en noget større og livlig by, med
de typiske små og snævre gader med masser af små butikker og stande. Men også en tur på byens gamle
forsvarsværker med flot udsigt og en is på en bænk. Men osen og larmen gør, at man sætter pris på at
komme tilbage til Kassiopi ud på eftermiddagen. På sådan en dag er man også glad for det lille svømme-
bassin på hotellet, så man rigtig kan blive frisket op efter en varm dag i "storbyen". Efter 7 dage skal
vi så hjem, og det lige præcis som det danske kvindehåndboldlandshold spiller finale i Sydney. Af en meget
ivrig sports-entusiast, der skal blive længere på hotellet, får vi de nedslående resultater gennem den første
del af kampen, inden vi kører med bussen mod lufthavnen. Stor er derfor glæden da noget af det første vi får
at vide i flyet inden tackoff er, at Danmark har vundet det andet olympiske mesterskab i damehåndbold.

I 2001 kunne vi véd at rejse lige inden skoleferiens start komme billigere til Chania, og da Søren meget
gerne ville med og der kun var 2 skoledage og selve skoleafslutningen tilbage, så tog vi afsted. Det er fak-
tisk eneste gang, at vi ikke har været i Danmark til Skt. Hansaften. Hotellet - "Frida" - vi boede på lå lige i
den vestlige udkant af selve Chania By, så vi gik de 15 minutter ind til byen og tilbage igen hver aften og når
vi ellers ville ind og handle. Vi gav Søren det "Casio" ur som ses på billedet med termometeret; med
certifikat og det hele i en lille butik lige i nærheden af den venetianske havn. Det viste sig, at den kvinde-
lige ekspedient var dansker, så der var ingen sproglige misforståelser i den handel. I hoved-handelsgaden ned
mod havnen var der en forretning (bl.a. med smykker) med danske indehavere, fandt vi ud af. I det hele
taget er Chania en international by om sommeren, ikke bare p.g.a. turisterne (selvom det selvfølgelig er det,
der er med til at skabe grundlaget for at arbejde der).
Søren var med sine 15 år ikke altid den nemmeste at have med at gøre på en ferie; det véd enhver
med teenagere. Men det hjalp, da han fik kontakt med en lidt ældre pige (17 ca.) som boede på hotellet
med sin mor og en lillebror. Med to pools var der gang i "baderiet", men desværre også i sol-
skoldningen. Så Søren var ikke fit til Samariaturen, hvilket han vist nok heller ikke var så
ked af; - godt at der var nogle han kendte på hotellet og at han stadig havde Harry Potter bind 1 til
gode. Den var læst, da vi kom hjem om aftenen, og skulle ind i byen og spise.
Nej, der var ingen problemer med at gå; det er først næste dag, at der er muskler, man ikke vidste,
at man havde, der melder sig med stor ømhed! Men Samaria, ja der siges meget om den kløft,
men hvis man er til natur og motion, så er det bare om at komme afsted. Stejlt nedad og med forsigtighed
p.g.a. det "glatte" støv på stenene, men stop op - jævnligt - og se sig omkring; der er mange fantastiske
udsigter. Godt fodtøj? Ja god ide, men Rita fik aldrig skiftet, og klarede det i gode sandaler. Nede i bunden
af kløften var der selvfølgeligt varmt, men der er sjældent meget langt til et sted med lidt skygge selv om
solen lige ved solhverv står nærmest lige over én. Vor skygge var lige under os dér ved middagstid. Der er
også mange utrolig imponerende steder nede i kløften; svimlende bjergvægge, og selv med minimalt vand i
vandløbet føles det helt forfriskende, at det er der.
Så må jeg indrømme, at selv om vi i 1998 havde travet meget rundt med drengene i Chania by, så fandt
vi, bl.a. fordi vi gik frem og tilbage denne gang, mange steder vi ikke havde set sidste gang.
Vi holder også stadig fast i, at det oftest kan betale sig at opsøge spisesteder der ikke lige ligger i første
parket.
Aftenen før hjemrejsen fik Søren så endelig lov til at tage med pigen og 4 drenge, der lige var ankommet 3
dage før på diskotek inde på havnen i Chania. Udstyret med penge specielt til en taxi samt et visitkort
med hotellets adresse tog han med. Kl.04.00 vågner jeg, og rigtigt: Søren er der ikke endnu! Og vi skal med
bussen ved 10 tiden. Rita vågner også, og hun går udenfor, og der sidder Søren henne sammen med et par
af de unge mænd og drikker øl. De har været der i over en times tid. Der er flere af os, der skal hjem,
som lægger de brugbare madrester ind til gutterne, hvoraf en enkelt allerede er i pengemangel. Vi er heldige
med flyet hjem: Da sæsonen først nu rigtigt tager fart, er der 2 fly til Kastrup med kun lige 5-6 kvarters
mellemrum. Søren, Rita og jeg er de eneste fra "Frida" som skal med det første fly, og det viser sig kun
at være godt halvfyldt, så Søren sover det meste af turen hjem på tre flysæder lige bag, hvor vi sidder.

Forresten hvis man skulle være i tvivl angående termometeret: Det var stadig i skygge kl.9.21 og viser 31 grader celsius.

På restaurant i Chania

Temperaturen kl.9.21 d.27.juni

Samaria kløften tæt ved "jernporten"

Efter at have været så tidligt på ferie som omkring den 24. juni med Søren og pænt billigt, tænkte Rita og
jeg på at tage afsted for os selv. Det ville være mere afslappende bare os to, men det ville afhænge meget
af om vi kunne finde en destination der kunne passe både med afrejse tidspunkt og pris! Uge 41 lige før
efterårsferien var der en del tilbud så rejsemålene ikke står tomme lige inden det, der ofte er den sidste
uge i det græske område. Vi må have haft mere is i maven dengang: At vælge en rejse med slut check-in
tidspunkt kl.18.00 fredag, hvor vi selv med tidligere fri fra arbejde, kun havde ca. 3 kvarter fra togets
ankomst i Kastrup til kl. 18.00! En fredag eftermiddag inden weekend; toget blev mere og mere forsinket
hen over Sjælland, og vi kom frem til skranken på slaget 18.00 (+/- 1 minut), hvor der naturligvis
ikke var nogen kø.
Kos havde allerede i 2001 lidt ry som "Ung Rejs" sted, men der i uge 41 var det nu ikke noget, vi lagde
mærke til. Bevares, der var da mange diskoteker i et område, også af typen med skum ud over gulvet, at
dømme ud fra reklamer. Jeg havde nået at få at vide af en kollega, at Kos tidligere havde lidt status af
frihandelsområde, og at spiritus derfor bedst kunne betale sig at købe dernede og ikke bestille det i flyet
til hjemturen, og det holdt stik - dengang. Desværre var der ikke tid til at tale om mad inden vi rejste,
for det var nok det eneste som generede os lidt. Maden var ikke dårlig, nej, men vi måtte virkelig lede en del
for ikke at skulle have schnitzel med alm. grøntsagsblanding og pommes frites hele tiden. Det mere græske,
lokale køkken var det svært at finde. Vi boede på et dejligt hotel, velholdt og velplejet have og ditto, stor
swimmingpool lige udenfor Kos By, 3-400 meter ud af en vej ud af byen. Vi lejede cykler det meste af ugen,
og de behagelige temperaturer og rimelige veje, selv inde i byen, gjorde det til en rigtig god disposition.
Vi brugte cyklerne til turen til fysikeren og lægen Hippokrates Asklepieion, kur-tempel området 3-4 km uden-
for Kos ganske lidt højere oppe end byen og med en formidabel udsigt over samme og ud over havet.
Vi kørte rundt i byen, som har flere ruinområder end det der ligger tæt ved "bar-gaderne": et område i den
vestlige side af byen fra ca. 300 år f.Kr. med mange flotte mosaikker.
Det var - såvidt jeg husker - ikke så langt fra den romerske villa; vi så kun det udenfor, da udstillings
-bygningen var lukket, da vi var der, og vi ikke fik noteret os åbningstider.

Vi var en tur oppe i bakkerne/bjergene, men på denne årstid var der ikke åben i de få (2) udskænknings-
steder i landsbyerne i middagstiden. Men det medbragte vand kunne et sted nydes lige op af en vinmark, hvor
vindruerne hang lige udover vejen, og de smagte godt ( vi tog ikke mange!).
På vej indtil Kos igen så vi en del landbrug, der kunne minde lidt om de hjemlige i det vestlige Jylland: fladt
landskab gennemskåret af vandløb, lidt kanal-agtige, og køer på marken. Kun de lidt mere eksotiske planter
hist og her afslørede, at det var et andet sted og et andet klima.
Vi kom ud til kysten inden byen, og dér var vi faktisk den eneste gang på denne ferie ude og bade i havet;
noget atypisk brugte vi den som regel dejligt fredelige pool på hotellet.
Vi var også på en anden lang tur langs kystvejen ud ad byen mod syd til de varme kilder, der bobler op
derude. De siges - som også andre steder, hvor fænomenet findes - at være helbredende for gigt,
psoriasis m.m. Sjovt er det i hvert fald - og varmt. På denne strækning så vi mange geder på bakkerne
langs vejen.
Rita mødte en "gammel" fodboldveninde med sin ven dernede, så en aften mødtes vi og gik i bargaden.
Guiderne havde uddelt visitkort fra en bar, hvor vi kunne få drink nr. 2 gratis, og vi er vel danskere, så der
gik vi så hen. Det med 2 drinks for prisen for én, det har de så næsten på alle barer, men der var da meget
hyggeligt på den, vi fik kort til. Vi endte med at blive flere, da 2 unge mænd ( fra Helsingør ), som boede
på samme hotel som os, kom forbi og tilsluttede sig selskabet og "Green death", "Sex on the Beach" og
"Long Island Ice Tea" og hvad de ellers hedder, de flotte drinks.

Jeg mener det var sidste gang, vi var i Grækenland, hvor de havde drakmer. Næste gang vi kom - i 2003 -
var de gået over til euroen. Derfor havde vi svært ved at sammenligne priserne - der er også pris-forskelle
fra ø til ø - så man burde gå ud fra samme sted sidste år med drakmer og første med euro´s.
Men vi mener det havde fået et hop - prisniveauet, og der var omkring 2003 flere hjemmesider, hvor folk
lagde bon´er ud for årene og omregnede priserne. Ca. 20% skulle den generelle prisstigning have været.
Det er vist meget lig erfaringer fra andre eu-lande som f.eks. Tyskland.

Blomstrende buske ved poolen

Den flotte udsigt, Asklepieion

Ruiner ca. 300 f.kr.

Stor mosaik i ruinerne

Snoede veje i bjergene

I 2002 holdt vi ferie i Danmark, men i 2003 ville vi afsted igen. Hvorfor det lige blev Zakynthos (trykket
lægges som i Apples McIntosh ), ja det har vel været afrejse tidspunkt og hjemkomst, pris og at det var et
nyt sted. Zakynthos er den sydligste af de joniske øer langs Grækenlands vestkyst, og selvom øen måske
var lidt mere frodig end de fleste øer syd og øst for det græske fastland, så er forskellen ikke så stor.
Vi var der en uge i starten af september, og vi fik også cyklet denne gang, men de havde hedebølge,
så det var over 30 grader midt på dagen. Den ene dag cyklede vi ind til Zakynthos By, ikke at det er så
frygteligt langt, men man skal op over en ordentlig bakke for at komme derind. Vi var faktisk derinde to
gange; jeg kan ikke længere huske hvorfor. Men da vi skulle hjem igen den anden gang prøvede vi at køre
langs kysten tilbage, for at slippe for den stejle og lange stigning. Det var heller ikke helt så stejlt,
men vi slap ikke for at skulle køre opad; vejen var også længere, men også betydeligt smukkere. Der var
heller ikke helt så meget trafik: dejligt. Men det jeg egentlig ville skrive om med Zakynthos By var,
at den ligger virkelig flot neden for bjerget i en bugt, men der er ikke så meget at se på. På grund af
varmen blev siesta-tiden også i den grad overholdt: det var som om vi på klokkeslet ligefrem kunne høre,
hvordan byen gik fra den almindelige baggrundsstøj af biler, forretningsliv og familieliv med legende
børn m.m til en forstads-soveby på kun 5 minutter! Langs havnefronten ligger der mange cafeer og restau-
ranter, og hvis vi ville have vådt eller tørt, var det eneste vi kunne gøre, at finde ind på én af dem.
De var de eneste der havde åbent. Vi fandt en dejlig rustikt udseende bar, hvor vi kunne se en gårdhave
gennem dørene, med et lille vandbassin og en voliere. Der tilbragte vi et par korte timer sammen med
et andet par turister med et lille barn, samt et par lokale mænd og værten. Alle tager det stille
og roligt, man behøver ikke bestille ret meget for at sidde der: så vidt jeg husker var det blot
en stor flaske vand og to kaffe.
Vi boede i en lille ferieby langs (nord-)østkysten med det lidt specielle navn Tsilivi (T´et udtales næsten
ikke og med tryk på sidste led "vi"). Stranden er god, meget sand, vi havde et stykke derned til, men der
var gode provinterings muligheder tæt på, og strandtavernen næsten lige, hvor vi kom ned var god og
havde rimelige priser.
Den lange tur vi var på, skulle være gået til Keri på øens sydlige spids med en flot udsigt, højt beliggenhed.
Jeg skriver skulle fordi, det vi ikke kunne se på kortet var, at vejen godt nok gik op; meget naturligt for et
højtbeliggende sted, men da vi troede, at vi i heden havde kæmpet os op gik vejen ned igen til bugten på
østsiden af "spidsen" med Keri og gik så endnu højere op, end vi var på det tidspunkt. Vi kørte ned og nød
et tid og en frokost ved stranden der på sydkysten. Der var mange tyskere og englændere, mange i mobil-
homes og meget dykkerudstyr. Det er på disse strande de mange skildpadder yngler; de er fredede og i
ynglesæsonen lukkes dele af stranden, men der må altså være gode vilkår til dykning langs kysten.
Vi kørte de 15-20 km eller hvor meget der nu er og var meget trætte den dag. På denne tur var det, at vi
blev vidner til et knallertstyrt. Det var ikke noget voldsomt, men i et sving kom en yngre kvinde på en
knallert imod os - i den anden side af vejen - og skred bare lige i grus på vejbanen. Det virkede ikke
som om der var sket noget alvorligt, men hudafskrabninger, lidt blod og tårer var der.
Der kom nogle lokale folk med det samme, og kort efter kørte vi videre. Vi var ikke nået så langt
inden der kom en ambulance mod os og senere overhalede den os ind mod Zakynthos By - uden udrykning.
En tur nordpå forsøgte vi os også med en dag, men udover afvekslende natur, kulturlandskab og skov og en
vindomblæst Taverna på en bjergtop med god udsigt over landskabet, havde vi ikke energi til at nå nogen af
de på kortet så tæt på liggende steder, som vi prøvede at køre efter.
Men vi fik taget et (papir-)billede, der på den bedste pædagogiske måde viser, hvad der ofte er problemet
med orienteringen på (nogle) græske øer: i et 3 vejskryds, hvor vi altså kommer fra syd med Zakynthos By
bag os, har skilte på begge veje videre til : ja Zakynthos By!
Senere på dagen hvor vi er på vej tilbage til Tsilivi, er vi også blevet så rund-forvirrede, men et par gange
er vi heldige, at der er lokale i nærheden i et par kryds uden skilte, så vi kan bruge den allerbedste
metode: spørge! Derfor er det også vigtigt at kunne udtale stednavnet rimeligt godt, hvilket tog et tid
med Tsilivi - pege den ene vej og den anden vej det kan man sagtens, og så er det altid godt at starte
med et goddag og slutte med tak: [æfharistå].

Lille engelsk kort over Zakynthos

Rita ses i balkondøren

Rita lige før nedkørslen til Zakynthos By

Bugten lige øst for Keri